I en almindelig tid kunne Djokovic have vundet

Spillefri dag i dag. Eller ja, ingen kamp i herresingle. Nu er jeg måske ikke kendt for at følge kvindetennis særlig tæt, men i dag – den anden semifinale der, med franskmanden der er rangeret som nummer 360 i verden. Den er man jo lidt nysgerrig på alligevel. Man plejer at sige, at noget er som i en film. Jeg kan faktisk godt lide urealistiske film. I ved, sådan nogle hvor der måske kommer et lille – eller helst stort – rumskib med nogle rumvæsener, som menneskeheden så besejrer efter meget besvær. Gerne på en effektfuld måde, hvor vi til sidst beder deres leder om at holde sig væk fremover, inden vi slår ham ihjel, og så videre. Eller endnu bedre – hvis vi har nogle venlige robotter, der hjælper os med det hele. Nu er min kone desværre typen der synes det er det værste der findes, så det bliver ikke til så mange af den slags film længere – men nå ja, det er nok ikke så vigtigt for den her tekst.

Det jeg ville frem til, var: hvis der blev lavet en film om den her franske spillers succes i French Open, så ville den sandsynligvis virke alt for urealistisk til at fungere. Og det plejer jo ellers at gælde, selv for sportsfilm, at de kan være lidt overdrevne.

Som sagt – jeg følger ikke kvindetennis særligt tæt. Men jeg får det indtryk, at det måske er en anelse nemmere for en spiller rangeret som nummer 360 at finde sit absolutte topniveau og slå nogle af de bedste. Det er en lidt anden type spil, som gør det mere muligt end at det samme skulle ske i herretennis, hvor det nok er mindre sandsynligt, at en spiller fra future-touren skulle slå eksempelvis Zverev eller Medvedev. Men hvad ved jeg.

I dag møder hun vel kvindernes svar på Alcaraz, Boisson. Hun har slået den tredjeseedede og den sjetteseedede. I dag venter den andenseedede – og jeg er nysgerrig.

Men det findes der sikkert nogen, der ved meget mere om end mig, som kan lave optakten til.

For jeg havde egentlig tænkt mig, at vi her skulle tale om kvartfinalerne i går. Eller ja – lidt om Djokovic og hans sejr mod Zverev.

Jeg synes, han imponerede i går, Djokovic. Tænk at finde tilbage til noget så solidt – næsten i det skjulte. Han har ikke været god hele sidste sæson og heller ikke her i år. Men nu synes jeg faktisk – hold fast – at han ser godt ud. Det er dog svært at sammenligne helt. Han er måske ikke helt på sit absolutte topniveau, men det har han, ærligt talt, stort set aldrig været. Djokovics ting har altid været, at han har haft et ekstremt højt bundniveau, og at det har været nok til at vinde nærmest alt.

Jeg tror faktisk, at han har fundet tilbage til noget i den stil. Man ved selvfølgelig ikke hvorfor, men man kan jo gætte. Jeg tror meget af det handler om, at han for nylig gik fra sin tidligere træner.

Jeg tror, det absolut vigtigste for Djokovic er, at han føler sig uantastelig. Man plejer at sige, at det ikke er godt kun at have ja-sigere omkring sig. Men for Djokovic tror jeg det er præcis det modsatte. Han har brug for ja-sigere – folk der forguder ham – og som bare siger ja og lader ham være geniet, der styrer alt selv. Det er et ekstra plus, hvis det er landsmænd. Nu virker det som om, han har fået netop det setup, og jeg tror det er det, der har hjulpet ham tilbage. I stedet for at håbe på, at nogen som Murray skulle hjælpe ham, har han nu fået følelsen af, at det hele afhænger af ham selv – og det er præcis sådan Djokovic skal have det.

Hvordan var det så med overskriften?

Jo – det er nok det, jeg synes, er min interessante pointe her.

Jeg tror, at Djokovics niveau i denne turnering historisk ville have været nok til at vinde mange Grand Slam-titler. Det var på noget i nærheden af det niveau, han tidligere har vundet på.

Der bliver jo altid snakket om, hvor gode spillerne var før i tiden, og hvor gode de er nu.

Stjernestatussen hos Federer og Nadal – og senere Djokovic – er selvfølgelig helt udiskutabel. Dét niveau har nutidens unge spillere stadig et stykke op til. Vi ved alle det sus, der gik gennem publikum bare når folk så Federer. Hvis man i dag så Alcaraz eller Sinner gå forbi et sted, ville man måske bare sige “nå ja, der er ham der er ret god til tennis”. Det er noget andet.

Men det er niveauet også.

Vi kunne meget vel få en tenniskamp på søndag, hvor niveauet er det højeste nogensinde. Spillet udvikler sig. Sinner og Alcaraz har i denne turnering vist, at de måske er i stand til at nå deres allerbedste niveau. Og hvis de begge rammer det i en kamp mod hinanden – så kan det blive den bedste kamp i historien målt på spilniveau.

Og nu siger jeg det: Djokovic er oppe på sin normale standard eller noget tæt på. Tidligere ville han med det niveau have kunnet vinde denne turnering. Nu tror jeg, han er nærmest chanceløs.

Med tryk på tror – for man ved aldrig. Det er jo netop det, der er så fantastisk med tennis – og sport generelt. Man ved ikke hvad der sker. Djokovic kan måske få trukket Sinner ned i dyndet og utmanøvrere ham. Ligesom Boisson, helt åbenlyst, har formået at nå semifinalen i damesingle, selvom det egentlig er så usandsynligt, at man knap nok burde tro på det.