Tidernes bedste kamp – og begyndelsen på noget nyt

Det hele var linet op til tidernes bedste kamp. Det kunne blive tidernes bedste kamp. Det er jo ikke ligefrem hver dag, den mulighed opstår. Der skal en del til.

Som at verdens to bedste spillere mødes – og at de to også tåler sammenligning med tidligere generationers spillere.

Det kræver, at det er finalen i enten US Open, Wimbledon eller French Open.

Det kræver, at spillerne har spillestile, der passer perfekt sammen, så spillet kan blive maksimalt underholdende.

Der kræves sikkert en masse andet også, men lad os stoppe dér for nu. Mange af jer læste med her til morgen, da jeg skrev min optakt til kampen. I øvrigt virkelig fedt at se, at interessen for tennis – og dermed bloggen – er steget under denne turnering. På nogle dage har blogindlæggene på VamosRafa ligget blandt de mest besøgte sider på TVmatchen, og uden at afsløre for meget, så kan jeg sige, at TVmatchen er en ganske velbesøgt side. I hvert fald – jer der læste med i morges kunne se, at jeg mente chancen fandtes i dag. Det kunne blive tidernes bedste tenniskamp. Jeg overdrev ikke. Det kan så nemt misforstås og ende med noget i stil med: ”wööööö du sagde jo, det ville blive tidernes kamp og så blev det ikke det wööööööö”. Den slags vil man helst undgå. Men jeg indrømmer gerne – jeg troede nok, chancen var lidt større end jeg skrev i morges. Jeg havde en fornemmelse af, at der var noget i gærde.

Men at det virkelig skulle ske – det var jo ikke ligefrem sandsynligt. Der er spillet en del tenniskampe i historien, mildt sagt.

Så man kunne måske tro, at det er åbent for fortolkning, om denne kamp var tidernes bedste – men det er det faktisk ikke.

Hvis man skal gøre det enkelt:

Alle kampe fra 1900-tallet kan vi bare sortere fra. Spillet, spillerne, var ikke gode nok. Grand Slam-vinderne fra 90’erne ville i de fleste tilfælde ikke have vundet Grand Slam-kampe i dag, hvis de spillede på det niveau, de havde dengang. Og ja – det er uretfærdigt at sige, for udstyret betyder meget, de havde dårligere grej, og spillet var mindre udviklet. Hvis spillerne dengang havde fået lov at tilpasse sig moderne tennis, så havde de nok klaret sig fint – men hvis vi skal udpege den bedste kamp nogensinde, så må vi være ærlige. Alle kampe fra 1900-tallet er diskvalificeret.

Det gælder faktisk også kampene fra 00’erne. Tempoet dengang var en svag brise i forhold til i dag. De var underholdende, ja – men samme historie dér. Kvalitetsmæssigt ville de være chanceløse.

Det man i stedet kan sammenligne med, er en håndfuld kampe fra 10’erne. Når Nadal, Djokovic og Federer var involveret. Måske også Del Potro en gang imellem. Men helt ærligt – jeg synes ikke det er så interessant at dykke for dybt. Jeg har set tennis hver eneste dag, der har været tennis i over 20 år. Jeg har ikke set alle kampe, men de fleste store – og selvom jeg normalt går ind for at man ser ting fra flere vinkler, så er det her ikke til diskussion. Niveauet i dag – det var den bedste tennis, der nogensinde er spillet. Punktum.

Men så kommer vi jo altid ind på følelser.

Var det sjovere at se Federer spille?

De fleste ville nok sige et klart ja.

Var der mere drama, mere følelse, når Federer mødte Nadal – og senere når Federer mødte Djokovic, eller Djokovic mod Nadal?

Uden den mindste tvivl: ja.

Det er måske også dét, der gør denne æra lidt speciel. Vi står foran 10 år med to spillere, der kommer til at dominere totalt. Interessen vil stige eksplosivt. Men mange – mig selv sandsynligvis inklusive – vil ikke engang vide, hvem man egentlig holder med. Selvfølgelig vil nogle vælge side. Jeg tror flere har – og vil – falde for Alcaraz end for Sinner. Men det bliver ikke de der fuldstændigt opdelte lejre, som vi har haft før. I de seneste 20 år har man nærmest skullet vælge side i toppen. Det har været lidt som at bo i Stockholm og ikke tage stilling til, om man holder med Djurgården, AIK eller Hammarby – det går bare ikke. Mange havde Federer som favorit. Færre end man måske tror, men stadig et klart flertal. Flere end man tror holdt også med Nadal, tror jeg. Djokovic? Jo, de råbte højt, og råber stadig – men procentuelt var (og er) de meget få.

Og her kommer vi vel til det eneste negative, jeg kan finde, når jeg ser de næste 10 års tennis for mig. At jeg ikke kan lide den ene mere end den anden. Hvorfor det er sådan? Hvem ved. Sportsfolk bliver mere og mere formstøbte. Man må ikke skille sig for meget ud. Allerede fra ung alder bliver de formet til at være nogen, man kan lide – og sådan er det også med Alcaraz og Sinner. Det er svært ikke at kunne lide dem – og netop dér ligger måske krøllen. Følelser i sport handler jo ikke kun om kærlighed. Ofte handler det om, at fordi man holder med én, så ikke kan lide en anden. Hvis man elskede Federer, så kom Nadal og ødelagde – og det gjorde, at mange begyndte at hade ham. Hvis man holder med Djurgården, så bliver man lige så glad, når AIK taber, som når Djurgården vinder. Det er de færreste, der indrømmer det – men jeg tror, det er sandt. Og den slags vil vi aldrig få med Alcaraz og Sinner. De er simpelthen for svære at hade for det brede publikum.

Men hvad var det så, der gjorde kampen så god?

Jo, tennis – og sport generelt – handler vel i høj grad om at gøre noget så godt som muligt i så højt tempo som muligt. Eller, det gælder måske ikke alle sportsgrene, men de fleste boldspil i hvert fald. For at gøre noget godt i højt tempo kræves selvfølgelig også præcision – og så er stort set alle boldsportsgrene med i ligningen. Det tempo, som Alcaraz og Sinner spillede i i dag – det har jeg aldrig set før. Og egentlig er det ikke så kompliceret. Tempo handler i grove træk om at tage bolden tidligt og slå hårdt. Det er der mange, der har gjort før. Men så taler vi om korte perioder og enkelte slag. De her to – de kan spille tennis i et konstant højere tempo end nogen tidligere spillere, uden at begå fejl. For var det ikke netop dét, der var det mest vanvittige ved dagens kamp? Hvor få fejl de lavede – samtidig med, at de stod og hamrede løs, som man aldrig har set før.

Kampen, ja. Jeg vil gerne fremhæve to ting.

For det første: Alcaraz burde have vundet mere komfortabelt. Ser man tilbage på kampen – altså i hukommelsen – ville jeg dele den op sådan her:

Alcaraz startede ekstremt stærkt, og efter halvdelen af første sæt burde han have haft dobbelt break, vil jeg mene. Så meget bedre var han. Han fandt farten med det samme, og Sinner turde ikke helt gå efter vinderne i det omfang, han skulle gøre i dag. Alcaraz fik dog ikke det overtag, han burde have haft, og Sinner vendte tingene. Men samlet set, synes jeg Alcaraz vandt sættet på point.

Andet sæt – her kom Alcaraz jo tilbage. Overordnet set synes jeg, han var mindst lige så meget værdig vinder af sættet som Sinner. Jævnbyrdigt – men ikke en klar Sinner-sejr.

Tredje sæt – det var der vist ingen tvivl om. Alcaraz fandt rytmen efter et svagt første parti, og cifrene kunne faktisk have været større. Han var klart bedst i tredje.

Fjerde – ja, der burde Sinner nok have vundet. Men da Alcaraz reddede matchbolde, og sættet igen blev tæt, så lad os sige, det mindede lidt om andet sæt. Jævnbyrdigt og nærmest uafgjort.

Femte sæt – det var Alcaraz hele vejen, set med mine øjne. Han blev nervøs i ét parti, og han var ét helt utroligt slag fra at få matchbold imod sig. Den der forehandslice helt ude i hjørnet, hvor han var under maksimal pres. I det øjeblik, da han satte i gang mod den bold, var hans chance for at vinde pointet under 10 %, vil jeg mene. Så Sinner var meget tæt på en matchbold til dér – og han havde momentum. Han kunne sagtens have taget den. Men sådan gik det ikke. Og ser man på hele det afgørende sæt: klar overvægt til Alcaraz.

Måske ville det faktisk være en god måde at afgøre tenniskampe på. At jeg bare subjektivt bestemmer, hvem der var bedst – og så får den spiller sejren. Desværre tror jeg ikke, hverken ATP eller ITF kommer til at indføre det system. Det, jeg prøver at sige, er: Set over hele kampen, synes jeg egentlig, at Alcaraz burde have vundet lidt klarere. Han var klart bedst i to sæt, lidt bedre i ét – og to sæt var stort set uafgjorte.

Så til min anden observation fra kampen:

Det er første gang, jeg har set Alcaraz gå all-in. Jeg har sagt det siden sommeren 2023. Alcaraz er den, der har det højeste niveau i sig – hvis han virkelig går for det og rammer dagen. Og ja, jeg ved godt, det her kan virke provokerende. Mange vil gerne lege “bror dygtig” og sige, at Alcaraz altid gør sit bedste. Men det gør han ikke. Jeg vil nærmest sige: han gør det aldrig. For han prioriterer andre ting. Han vil have det sjovt, han vil showe, og han vil have opmærksomhed. Det harmonerer ikke med at spille 100 % effektivt for at vinde hurtigst muligt – for det er sjældent det mest underholdende. Jeg har skrevet det mange gange: Hvis Alcaraz ikke snart begynder at tage det alvorligt, så risikerer han, at Sinner løber fra ham. I dag så jeg intet af det sædvanlige pjat. I dag så jeg en sportsmand, der gik hele vejen for at vinde. Og så fik vi også at se, hvad han virkelig kan.

Det skal dog også siges – Alcaraz er stadig menneskelig. Jeg synes, man så en tydelig revne i rustningen i dag. Når han virkelig forsøgte at holde koncentrationen hele vejen, blev han også lidt anspændt – og det kunne man se i backhanden. Den blev stiv, han blev stresset, svingede for tidligt og ramte også bolden for tidligt, så den blev vredet diagonalt ud af banen. Forehanden? Den var stort set fejlfri i dag. Sinners forehand også. Det er måske sådan, det skal være i tidernes bedste kamp.

Stillingen i Grand Slam-posen: Alcaraz fem, Sinner tre. Sinner stadig klart verdensetter, og det vil han være et stykke tid. Alcaraz får ingen nye point her eller i Wimbledon, da han forsvarer begge titler. Og så er han også to år yngre end Sinner – så han står stærkere på længere sigt.

Det var deres første Grand Slam-finale mod hinanden – men de har vundet de seks seneste. Syv af de sidste otte. Det synes jeg er interessant. For jeg hører meget ofte, at det skulle være så svært at “komme i gang”, når man har Djokovic og de andre med 20+ slams foran sig.

Jeg vil være ærlig. Og stikke næsen lidt frem.

Jeg tror ikke, der er mange andre spillere, der kommer til at vinde Grand Slams de næste 10 år.

Og det bygger jeg på noget så enkelt som, at toppen ikke længere er jævn.

Jeg begyndte at skrive om det i Rom. At det endelig føltes, som om de bedste spillere begyndte at ligge forrest i turneringerne. Sådan blev det også her i Paris – og jeg tror, det fortsætter.

De her to vil selvfølgelig tabe kampe. Især i mindre turneringer. Men at begge skulle floppe i en Grand Slam – det tror jeg vil ske meget sjældent. Så det er bare at regne på det: De spiller mindst 10 år til. Det er 40 slams. Hvis Alcaraz vinder halvdelen, går han forbi Djokovic. Jeg tror, det er muligt.

Og svaret er nej – der kommer ikke nogen spiller op på samme niveau som de to her i de nærmeste år. Fonseca kunne være en mulighed, men så skal alt og lidt til gå op. Det er ikke sandsynligt. Hvis ikke han lykkes, er der mere end fem år til, nogen anden overhovedet kan nå det niveau. Så det bliver sådan her et stykke tid – og jeg synes, det er helt fantastisk. Da man troede, tennisen var på vej ned i en lille bølgedal, så viser det sig måske, at vi får to spillere, der bliver endnu større end de største før dem. Og det – det skal man nok bare være taknemmelig for.

Apropos taknemmelighed. Det er lidt mørkt i sportsverdenen lige nu. Men tennisen – den sover aldrig. Eller næsten aldrig. I morgen starter græssæsonen. Der sker altid noget nyt, og man kunne måske synes, det ikke virker så spændende at se middelmådige spillere snuble rundt på glatte græsbaner dagen efter tidernes bedste kamp – men jeg synes, det er skønt. Det er ikke det samme – men det er noget. Der er næsten altid noget at se, når det gælder tennis. Og det elsker jeg.

Tak for French Open, venner. Nu begynder vi at lade op til græssæsonen.