Alcaraz på toppen – måske for at blive

6–4. Lyder som et støvet hockeyresultat eller for den sags skyld som det mest almindelige resultat i et sæt tennis.
Det er dog i dette tilfælde ikke en af de ting. Det er stillingen i antal vundne Grand Slam-titler mellem Alcaraz og Sinner. 6–4 til Alcaraz, og de har nu vundet de otte seneste. To hver, to år i træk. Hvilket gør det ret let at forstå, at Alcaraz tog to, før Sinner tog sin første.

22 år gammel. Federer var 24 år, da han tog sin sjette, og da skal man have med, at han havde ret så svag konkurrence i begyndelsen af karrieren. Nadal var 23 år gammel, da han tog sin sjette. Djokovic? Han var 26 år gammel, da han tog sin sjette.

Det der er tal, som man måske skal tage med et gran salt, men når folk siger, at de gamle herrers rekorder skulle være umulige. Næppe. Det handler snarere om, hvorvidt Alcaraz og Sinner deler for jævnt eller ej. Hvis en af dem formår at vinde lidt mere, så ryger rekorderne, for det er vel det, jeg især tager med fra gårsdagens kamp. Hvilket ikke er noget, vi skal stoppe pressen over. Men alligevel, hvor utroligt stor forskel der er på den tennis, de her to spiller, og den tennis alle andre spiller.

Kommentatorerne Maria Strandlund og Jonas Björkman kom med et par rigtige klassikere i går. Hver sin, tror jeg det var. De talte også om, hvor højt niveauet var, men så. Så begyndte de at sætte alle fødder forkert på samme tid. Jeg tror, det var Björkman, som foreslog, at Jack Draper kunne presse de to. Strandlund mente, at Ben Shelton måske kunne gøre det. Jeg tror, jeg skrev det forleden. Jeg forstår, at det kan være svært at småsnakke i flere timer uden at have så meget at sige, men man behøver vel ikke at begynde at presse ting frem fra en parallel virkelighed. Eller hvad siger I, der kender meget til tennis. Tror I, det ville være gået godt for Draper og Shelton, hvis de var blevet kastet ind i finalen i går? Jeg tror det ikke.

Det jeg funderede mest over under kampen i går var, at det er som om de to ikke længere rigtig respekterer tennisens sværhedsgrad. Hvilket jeg synes er ret interessant, for det er noget, jeg altid har tænkt over. Om tennis virkelig behøver at være så svært. Nu lyder det måske ikke så genialt, det her, men ser man på tennis historisk, og til dels nu også, så har det meget handlet om at slå bolden frem og tilbage i den rigtige fart og så håbe, at modstanderen laver fejl, eller at man får en chance til at trykke til og måske afgøre. Alcaraz og Sinner respekterer ikke det. De ser muligheder i at trykke til eller afgøre på hver eneste bold, og hvis man skal se fremad, udviklingen af tennissen, så er det udiskutabelt. At man fremover vil se det anderledes. At det langsomme spil, selvom man har masser af tid, vil blive ifrågasat. Mange vil nok se det her og spørge sig selv, hvorfor man spiller på så lav sværhedsgrad sammenlignet.

Meget varierede vurderinger af kampen i vores kære Facebook-gruppe Tennisen. Det var sjovt at chatte lidt med nogle af jer der under kampen i går i øvrigt.
Nogle, som sandsynligvis holdt med Sinner, syntes, det var en rigtig lortekamp.
Andre, som holdt med Alcaraz eller ingen, syntes, det var en god kamp, men at det sidste lille manglede.

Jeg selv?
Jeg tænker lidt på, om det måske kan være sådan, at der er noget, som gør, at de to ikke helt kan spille godt samtidig, som situationen er nu. At sværhedsgraden er så høj, at den ene automatisk presses ned og spiller lidt dårligere hele tiden. Jeg ved, at mange drømmer om de fantastiske dueller, som kommer indimellem, og at det skal være sådan hele tiden, men jeg tvivler på, om det går. Jeg tror ikke, de helt klarer det, uanset hvor gode de er, og derfor bliver det let, som det blev i går, at de skiftes til at dominere.

Det jeg dog må tilføje er, at Alcaraz’ niveau i første sæt er noget af det bedste, han har spillet. Han satte tonen der, så at sige. Så blev det præcis som i Wimbledon. Maskinen Sinner kom i gang, selvom det ikke så sådan ud. Men denne gang blev det ikke som i Wimbledon. Alcaraz lykkedes at komme i gang igen, og så var der ingen tvivl om sagen. Hvilket jeg faktisk ikke synes, der er. Sinner er mere stabil til at holde sit niveau, men spiller Alcaraz godt, så synes jeg faktisk, at han er lidt bedre end Sinner, og det var lidt det, vi så i går.

Det var det. Alcaraz ny verdensetter. Der er stadig en hel del tilbage af sæsonen, men det bliver nok Alcaraz’ sæson. Han kommer til at afslutte året som verdensetter. Hvilket er rimeligt. For der findes ikke mange af hans slags. De her hundrede procent naturlige superhelte, som ikke bare er ekstremt gode til sport, men også noget mere. Som er underholdere, som er stjerner, som har hele pakken. Jeg synes, man ser det på Alcaraz, når han bevæger sig, for eksempel op på tribunen efter de store sejre for at nå sine venner. Han suger det hele ind, han hilser på folk, han takker, han klapper små drenge på hovedet på vej op. Han behøver ikke gøre sig til. Han er bare en ren superhelt, som ved præcis, at han er det, men uden at være det mindste arrogant. Som sagt, der er ikke mange, men de findes. Alcaraz er en af dem.