Djokovic bedre end ventet men langt fra nok

Så er vi fremme igen. Ved den der finale, som måske ikke er det eneste, men det vi mest går og venter på nu om dage. Der er ikke så forfærdeligt meget spænding under turneringerne. Det er mest et spørgsmål om, hvorvidt det går som det skal eller ej. Og denne gang er det gået præcis som det skulle, egentlig uden de store mærkværdigheder. Sinner og Alcaraz er fremme. Tredje Grand Slam-finale i træk, og hvis vi tager de næste fem år: hvor stor en del af Grand Slam-finalerne kommer de til at spille mod hinanden, tror I? 50 %? Mere? Lige nu føles det som klart over 50 % i hvert fald. Der skal ske noget, for at de ikke skal komme frem.

Den kamp skal vi naturligvis snakke op, men ikke før i morgen.

Nu tænkte jeg, at vi alligevel skal nævne semifinalerne, for helt værdiløse var de jo ikke.

Det, jeg først og fremmest synes er værd at bemærke, er, at Djokovic spillede så godt, som han gjorde. Samtidig kunne man vende det om. Jeg tror, Djokovic satsede lidt i går og forsøgte at spille i et tempo, der er noget højere, end det han egentlig trives bedst med. Trods det, at han spillede lidt på chance, var han ikke særligt tæt på at kunne slå Alcaraz. Hvilket vel siger noget om, hvor umuligt det faktisk er for ham at vinde noget nu om dage. Fantastisk facit ud fra hans forudsætninger, at han gik til semifinalen i alle slams denne sæson, men også lidt sigende. Tiden er løbet fra ham, og han er ikke længere en del af de bedste spillere i verden. Derimod er han måske stadig bedst af de andre spillere, hvilket i sig selv er ret utroligt. Hvis Alcaraz og Sinner ikke var kommet, så havde Djokovic stadig vundet ting.

Den anden semifinale, ingen mærkværdigheder der. Sinner havde lidt fysiske problemer, som altid. Han er skrøbelig. Men det løste sig, og det var vist bare lidt maveonde. Det kommer næppe til at hænge ved ind til søndagens finale.

Finale i morgen altså. Optakt kommer inden da.