Optakt til søndagens spil i ATP-slutspillet

Det er trukket lod til slutspillet og alt det dér. Det blev ikke til et indlæg om det. Der var lidt for meget anden sport i weekenden, kan man sige, men tja, lodtrækningen i netop slutspillet er som regel ikke helt afgørende, så at sige.

Heller ikke helt afgørende, at Djokovic mærkeligt hurtigt efter sin sejr i Athen i går vidste, at han var alt for skadet til at deltage i slutspillet. Det bliver lidt fjollet, det dér. Han havde selvfølgelig ikke tænkt sig at stille op i slutspillet, men ATP vil have, at spillerne gør sådan her: at de melder afbud sent med “skade” i stedet for på forhånd at sige, at de ikke vil være med. For at prøve at bluffe sig til, at alle spillere egentlig stadig er med i alle de store turneringer, bare at de nogle gange er skadet.

Hvorfor fjollet så? Jo, Musetti vidste jo ikke noget. Han har jagtet den sidste slutspilsplads hele ugen og troede, at han var nødt til at vinde gårsdagens finale mod Djokovic, men sådan var det jo knap nok på noget tidspunkt. Han havde fået Djokovics plads uanset hvad.

Men pyt med det nu. Djokovic havde ikke vundet alligevel. I dag går det i gang, og det er denne gruppe, disse kampe, det drejer sig om.

Der er også double i slutspillet, og skal man nogensinde alligevel se double, så er det selvfølgelig i slutspillet. Slutspillet er en stor ting for single-spillerne, i hvert fald for alle andre end Alcaraz og Sinner, men for double-spillerne er det endnu større. For slutspillet er den eneste turnering på hele året, hvor de virkelig får lov til at være inde i det fine selskab. De spiller på samme bane som single-spillerne hele ugen, og doublen fungerer altid som forkamp til singlekampene. Hele publikum er aldrig på plads under doublen, men nogle kommer tidligere, og dermed får doublekampene mere publikum end på noget andet tidspunkt i sæsonen.

Jeg kommer så måske ikke til at optakte doublekampene alt for meget. Doublen holder enormt lavt niveau. Den er nærmest umulig at tage helt alvorligt, men som sagt, det kan absolut ses netop her under slutspillet. Noget af det vigtigste i idræt er jo, at udøverne vil noget, og tro mig, double-spillerne her i slutspillet – de vil virkelig vinde.

Men det er Alcaraz–De Minaur, som for alvor indleder slutspillet klokken 14, og det er måske ikke nogen kamp, der skræmmer Alcaraz nævneværdigt. Han burde måske blive lidt skræmt af sig selv, for jeg tror ikke, slutspillet er saftigt nok i hans hoved til, at han gider investere lige så meget som i slams. Det er vel De Minaurs chance her. At møde en lidt søvnig Alcaraz, som i værste fald for hans vedkommende kommer til at fokusere lidt for meget på at underholde publikum. Men ser man på niveauforskellen mellem spillerne og spillestilene, så er det derimod et mareridt for De Minaur. Han vil jo ikke rigtig have, at modstanderen skal have en offensiv god nok til at slå igennem ham. Alcaraz må nok siges at have alle tiders bedste offensiv, så der har han noget at bide i, De Minaur.

Så bliver det aftenmatch, og da er det Zverev mod Shelton. Samme gruppe selvfølgelig, så det kan være en god idé at vinde aftenmatchen her, hvis man vil videre til semifinalen. Zverev er ofte god i slutspillet og ofte rigtig god mod servekanoner. Han har selv en serv, der gør, at servekanonerne ikke kommer ind på ham, han har helt den rigtige retur-teknik til at håndtere servekanoner, og når bolden først er i spil, er det som en drøm for Zverev at møde en, der er lidt usikker. Så behøver han ikke gøre så meget selv. Jeg synes, der er ret meget, der taler for Zverev i aften.