Så vi lidt af fremtiden?

Vi kan jo begynde med bare at svare på overskriften. Ja, jeg tror, vi så en del af fremtiden i går aftes i New York. Desværre må man ofte gange den normale udviklingstid i tennis med ti for at komme ind i en realistisk tidsramme, men stadig, det må ske, en dag.

Følte det sig ikke meget frisk i går, da der med masser af publikum på tribunerne blev spillet mixed double i US Open? Jeg synes det. Jeg synes helt bestemt det.

Nogle, der ikke syntes det, var doublespillerne. Altså dem, der ikke fik lov at være med. Jeg har læst en hel bunke kommentarer fra doublespillere, som jeg måske ved, hvem er, men ingen andre gør. De fortæller om, hvor dårligt de synes, dette var. Med begrundelsen, at det er så uretfærdigt, at de ikke får lov at være med.

Det bliver sjældent så godt, når en analyse af noget tager udgangspunkt i, om det gavner én selv eller ej.

Hvad mener jeg så? Hvad var fremtiden?
Ja, flere ting. Ting jeg har spekuleret over længe, som jeg synes til en vis grad for første gang blev testet i går.

Det vigtigste – men det, jeg tror folk generelt tænker mindst over – er, at jeg synes, man for første gang testede noget, der bare må være fremtiden for mindre ATP-turneringer. Nemlig kortere kampe. Hvor de samme spillere kan spille flere gange samme dag. Og hvor der bliver mere action med hurtige skift af kampe i stedet for, at man gør præcis det samme som i større turneringer. Der har folk tålmodighed til at sidde og se på samme kamp i tre timer, fordi kampen i sig selv er interessant. Men i mindre turneringer kan det ikke engang diskuteres. Det, man så i går aftes, må man teste videre på og bruge. Ellers er man ikke klog.

For var der ikke tryk på?
Ruud og Swiatek gik ind og spillede mod Keys og Tiafoe. Vandt nemt. Lavede et interview på banen, hvor det meste handlede om, at de ville komme tilbage om bare nogle minutter og spille næste kamp. En kamp, de også vandt mod McNally og Musetti. Jeg synes, den følelse af nærhed – at man får se spillere spille, høre dem sige noget og derefter se dem spille igen – det var rigtig godt.

Normalt bryder jeg mig ikke om interviews og lignende. Men den store ting er, at det faktisk bliver action uden at blive alt for tilfældigt. Formatet i går var bedst af tre sæt til fire partier, afgørende bold ved lige og supertiebreak i et eventuelt afgørende sæt. Præcis det format, jeg længe har ment, man burde teste i mindre ATP-turneringer. Og det kunne blive endnu bedre med gruppespil. Det ville i hvert fald være værd at prøve. En gruppe på tre-fire spillere, der mødes i den her type kampe over nogle timer. Spillerne kommer og går på banen, og man når aldrig at blive træt – selv ikke af dårlige spillere.

Mixeddouble i sig selv er jo ikke noget, man ser på normalt. Men i går var det fuldt seværdigt, og det kan kun forklares med, at formatet var godt.

Succes, synes jeg. Og man kan begynde at tænke over, hvad der ville ske, hvis man gjorde det samme med double. Doublespillet i den nuværende form burde være lagt ned for længe siden. Men forestil jer samme format, men med verdens bedste doublespillere. Det ville være fantastisk markedsføring op til en Grand Slam-turnering, og jeg tror spillerne ville synes, det var sjovt. Jeg som tilskuer ville i hvert fald have elsket det.

Nu er det slut for os, medmindre man vil sidde oppe i nat, hvor semifinaler og finale spilles. Semifinalerne er Pegula/Draper mod Swiatek/Ruud og Collins/Harrison mod Errani/Vavassori. Lidt interessant alligevel. Jeg skar lige doublespillerne ned, men i den anden semifinale er det kun doublespillere. De ville få en chance i et lignende format, selvfølgelig. Hvis de var gode nok, kunne de blive hængende i professionel tennis.

Okay, jeg indrømmer, jeg glemte lidt. Collins er en stærk single-spiller, så tre doublespillere i den anden semifinale. Men stadig.

Hvad siger I? Stockholm Open som eksempel. Korte kampe, fuld action, mulighed for at se de bedste spillere lidt oftere. Jeg tror, det ville blive rigtig godt. Men som sagt – det tager nok ti år.