Titelkamp – en nyhed i tennissen

Jeg står tidligt op nu om dagene. Måske er det alderen, hvad ved jeg. Eller også er det måske bare lidt for sjovt med sport, så man må ligesom op og sparke dagen i gang. Det er i øvrigt dette, der gør, at I i princippet altid har optakt til dagens store sportsbegivenheder i kampoversigten her på TVsporten, allerede når I vågner, eller i det mindste i tæt tilknytning til det. For hvad ville sport være uden optakt, uden opladning? Det er jo ligesom det, der er pointen lidt. I min verden handler sport i meget høj grad om at have noget at se frem til. Er det altid vildt sjovt at kigge? Nogle gange, nogle gange ikke, men at altid have noget at se frem til, det er vigtigt.

Denne morgen vågnede jeg i god tid til at kunne se titelkampen i UFC mellem Khamzat Chimaev og en eller anden, en sydafrikaner, navnet er ikke relevant for dette indlæg, så jeg gider ikke bruge 30 sekunder på at slå det op. Chimaev, som i øvrigt boede i mere end 10 år i Sverige, inden han fandt frem til, og også gerne fastslog, at han slet ikke kunne lide Sverige, og han holder nu til i Dubai. Det må man jo gøre, hvis man vil.

En djævel til at bryde er han i hvert fald, og han tog mellemvægtstitlen ved en gang i hver runde at nedbryde sin modstander, og så lå han der og sled lidt. Noget af det mærkeligere ved den sport, vil jeg sige, er, at det ikke anses som passivt at bryde modstanderen ned og så bare ligge ovenpå ham – men hvad ved jeg. Mine kundskaber der, de er elendige, men som tilskuer, der sker jo ikke så meget, og publikum buhede også en del til sidst, selvom sejren skulle have været en af de mere overlegne i en titelmatch.

Så hvorfor skriver jeg om UFC?
Jo, jeg funderede jo i går lidt over de seneste ugers tennis. Om at Masters-turneringerne i Toronto og Cincinnati måske ikke helt har føltes som Masters-turneringer plejer at gøre, af forskellige årsager, som jeg listede og funderede over.

Men i morges, da jeg også havde set sammendraget af semifinalerne, handler det egentlig ikke mest om, at turneringerne nu bare er en venten på titelmatchen?
I Toronto var hverken Sinner eller Alcaraz med. Så man kan vel sige, at det var en turnering, hvor mesterskabsbæltet ikke stod på spil, for at tale i UFC-sprog.
Her i Cincinnati er både Sinner og Alcaraz med, og har turneringen så ikke mest bare været en venten på titelmatchen? De er blevet så vanvittigt overlegne, at en sådan turnering, frem til finalen, kun handler om, hvorvidt en af dem totalt kollapser eller ej. Det handler ikke om, hvorvidt nogen kan udfordre dem. For der er ingen. Der er kun deres eget niveau, hvor de ikke engang behøver at være på deres højeste niveau, knap nok på et hæderligt niveau, for at nå finalen. De skal bare undgå at falde sammen. Så går de til finalen.

Atmane stod for endnu en helt utrolig indsats, da han fik Sinner ud i en tiebreak i første sæt. Hvilken præstation, både i går og i turneringen som helhed fra ham. Sjovt at han fik lov at slutte af med måske sin allerbedste kamp i turneringen også, selvom hverken det eller noget andet havde været nok.

Zverev kæmpede godt imod, men varmen gjorde det lidt svært for ham, så han kunne ikke udfordre, selvom Alcaraz leverede endnu en indsats, som måske ikke direkte var på hans top, men måske lidt under hans generelle niveau. Der har været mulighed for de andre at presse og slå Alcaraz i denne turnering, men igen, det er ikke engang nok, at han spiller dårligt. Han skal spille dårligt samtidig med, at en anden præsterer langt ud over sit normale niveau – så kan han tabe. For Sinner er det anderledes. Han skal fuldstændig kollapse, helst fysisk, for at han kan tabe.

Hvad er det, jeg laver? Står jeg og sparker gentagne gange på en åben dør?
Lidt måske. Men jeg prøver nok at forklare for mig selv, hvor vi er endt. At man må have en anden indstilling til turneringerne. At der ikke findes nogen spænding omkring, hvordan det skal slutte. Det vil slutte med en titelmatch, og at alt handler om optakten til den. Sådan har det ikke været før i tennis, men nu er det sådan, og det må vi vel kunne tilpasse os til, ikke? Jeg synes det.

Titelmatchen spilles i morgen mandag i Cincinnati. Jeg får det til, at den burde begynde omkring klokken 23 vores tid.