Velkommen til tennisens nye normale

Man talte meget om det nye normale under pandemien, kan I huske det? Fælles for præcis alt det, der blev benævnt sådan, det blev ikke til noget. Ikke som et nyt normalt i hvert fald. Eller hvordan er det, føles det aktuelt at have en ledig stol mellem hver plads på tribunen i fodbold? Eller at undvære ståpladser for at undgå trængsel? Eller at undgå menneskemængder? Nej, det der nye normale, det blev der ikke noget af. Det gik over, så at sige, og det er jo fantastisk. Vi kom tilbage, ganske enkelt.

Hvad tror vi om dette så? Når jeg siger, at vi nu er inde i det nye normale i tennis, bliver det sådan? Eller vil det bare gå over?

For at kunne svare på det spørgsmål bør man måske først vide, hvad jeg mener.

Jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle beskrive det, da jeg begyndte på denne tekst. Derfor blev indledningen lidt flyvsk. Jeg havde brug for at finde et sted at starte for at få frem en beskrivelse, og nu har jeg den. Jeg vil sige, at vi er kommet til det nye normale, hvor top-tennis føles mere som opvisning og mindre som konkurrence end tidligere.

Det her tåler jo måske at blive udviklet.

Omtrent sådan her:

Hvis man har fulgt turneringerne i Tokyo og Beijing i denne uge. Finalen er endnu ikke spillet i Beijing. Den blev spillet i Tokyo i dag. Men min følelse er i hvert fald, at det i meget høj grad har handlet om, at Alcaraz og Sinner har vist sig frem. De har ikke behøvet at gå fuldt ud. De har ikke spillet specielt godt. Men de er alligevel ikke rigtig blevet udfordret. Det har ikke føltes som om, det har været så meget konkurrence, for de har spillet i forskellige turneringer. Det har mere føltes som, at de har vist sig frem, og så har der været en masse andre spillere, som har konkurreret, men ikke for at vinde, kun for at komme så langt, som deres lodtrækning tillod dem.

Jeg har haft denne følelse hele ugen, men ikke gjort så meget ud af den. Men her i eftermiddag, da beskeden kom om, at Alcaraz springer Shanghai over og tager hjem, der skyllede det ligesom ind over mig. Nu er vi der. Det er sådan her, det er nu.

Han er selvfølgelig ikke skadet, Alcaraz. Ikke engang tæt på. I kommunikationen siger han, at han er slidt, skal passe på sin krop og så videre. Men der må man vel alligevel spørge sig: hvad troede han så? Han valgte at spille en turnering i denne uge. Han har ikke behøvet at slide. Men selvfølgelig, han har spillet tennis. Og når turneringen er slut, vælger han altså nu at springe den større turnering, den i Shanghai, over, som begynder om et par dage. Det var ligesom ikke sådan tidligere. Dengang var mastersturneringerne noget, man spillede. Man ville spille. Nu er de ikke så meget længere.

Grand Slam-turneringerne er blevet større og større gennem mange år. Alle andre turneringer krymper i realtid. Af en masse forskellige årsager.

Jeg husker, hvordan jeg for et eller et par år siden skrev om, hvilken katastrofe det ville være, hvis tennissen gik samme vej som golfen, at en konkurrerende tour med meget større præmiepengene ville blive dannet. Dengang var det sådan. For da var der stadig konkurrence på ATP-touren. Nu er spørgsmålet, om det ikke havde været ret godt med en ti stykker turneringer om året, hvor de bedste spillere virkelig vil deltage. Så spiller de det og Grand Slam-turneringerne, og så må ATP-touren i sin nuværende form forsøge at harve videre, sådan cirka. Jeg ved ikke.

Det eneste jeg kan sige er, at jeg synes, at først blev 250-turneringerne svagere. Men nu begynder det også at lugte lidt af problemer omkring 500-turneringerne og endda mastersturneringerne. For de har sjældent de stærkeste startfelter, som de kan have. Og det er ikke altid, at de bedste spillere går fuldt ud efter at vinde dem. Hvordan vi endte der, der findes masser af forklaringer, som jeg har skrevet om mange gange. Men for denne gang nøjes jeg med at konstatere: det er lidt trist alligevel. For en mastersturnering som den i Shanghai, det skal være noget, man optakter som en rigtig stor turnering. Nu handler det mere om, hvorvidt Sinner skal orke og have lyst til at vinde, sådan cirka. Nu når Alcaraz ikke ville noget som helst.