Infør tirsdagens spil i Wimbledon

Det der var en af de mærkeligere afslutninger på en spilledag i Wimbledon, var det ikke? Jeg vil ikke sige, at Dimitrov havde afgjort kampen mod Sinner. Men I ved, hvordan det plejer at være. Nogle gange, når en topspiller er bagud, føler man, at hvis bare det går som det skal, så vender han det. Jeg havde cirka nul procent af den følelse, da jeg så Sinner i går. Der var ikke det mindste glimt af kontrol i det, Sinner havde gang i. Jeg vil snarere sige, at han så ud, som han gjorde, før han blev verdens bedste spiller. Alt var uskarpt, alt var usikkert, boldtræffet dårligt. Han kunne absolut have vundet. Hvis Sinner for eksempel havde taget det tredje sæt, så kunne det være, at Dimitrov var knækket mentalt lidt, hvem ved. Han er ikke altid den, der stikker næsen frem, Dimitrov. Men fuld kontrol over kampen, det havde han i hvert fald spillemæssigt.

Og så strakte han sig. Eller? Det så ikke helt normalt ud, må man sige, og det er vel godt, at det var i højre side af overkroppen, han satte sig ned og så ud til at have kraftige smerter. Nu skal doktor David ikke forsøge at stille nogen diagnose – det er nok det, jeg er dårligst til – men der må simpelthen være sket noget rigtig slemt med en muskel i det øjeblik, han slog det es, der bragte ham frem til 2-2 i tredje sæt.

Nogle gange, når folk bliver skadet, føles det som om de i det mindste vil forsøge at spille videre, men i det her tilfælde føltes det med det samme som om kampen sluttede i det sekund, han satte sig ned.

Man kan roligt sige, at Sinner blev reddet af gonggongen. Man må også sige, at med det her – at Sinner så så dårlig ud – så må man begynde at stille spørgsmål ved favoritrollen i den øverste halvdel af lodtrækningen. Der er absolut en mulighed for, at Sinner bare havde en elendig dag, men hvis man lægger det sammen med, hvordan han så ud i Halle, og tilføjer, at han måske heller ikke har set så voldsomt godt ud spillemæssigt hidtil i turneringen, og historikken selvfølgelig – det er på hardcourt, at Sinner altid har spillet bedst. Måske har han stadig lidt problemer på græs, og slår han så virkelig Djokovic på fredag? Jeg er ikke voldsomt overbevist, må jeg indrømme.

Utroligt bittert selvfølgelig for Dimitrov, som i karrierens efterår var på vej mod en af sine største sejre. Eller ja, efterår og efterår. Han er kun 34 år gammel, Dimitrov. Han føles på mange måder lidt ældre end det. Lige så bittert som det var for Dimitrov, lige så fint synes jeg, det var at se, hvordan Sinner – helt ærligt – ikke virkede det mindste glad for at have fået en ny chance i turneringen. Han virkede oprigtigt ked af det på Dimitrovs vegne. Sportsfolk på det her niveau kan virkelig være store mennesker indimellem. Jeg synes, Sinner var det i går.

Hvis Sinner nu skulle få gang i maskineriet og vinde denne turnering, så vil man huske det her alligevel. At han egentlig næsten røg ud.

Det var måske ikke lige så dramatisk, men dog dramatisk tidligere på dagen, da Djokovic var alvorligt presset mod de Minaur. Ingen stor kamp fra Djokovics side, men jeg synes, den stabile vending alligevel viser, at han er noget andet i denne turnering, end han ofte har været de seneste år. Han føles lidt mere solid. Der er ligesom et lidt stærkere fundament i ham.

Jeg stillede efter kampen et spørgsmål – eller det var en afstemning – hvor jeg i vores Facebook-gruppe "Tennisen" spurgte, om Djokovics niveau i denne turnering ville have rakt til at vinde Wimbledon et normalt år, altså et år med de gamle modstandere snarere end de nye. Federer og Nadal i stedet for Alcaraz og Sinner. I var uenige – jeg tror, det ville have rakt.

Apropos Federer – han var til stede i går. Jeg så, at en af kvindernes spillere i interviewet efter sin kamp havde haft svært ved at fokusere, fordi Federer sad og kiggede på. I Djokovics interview efter kampen handlede det meste om Federer. Og da Dimitrov blev skadet om aftenen, så det næsten ud som om Federer var på vej ned på banen for at tage sig af ham. Det er mærkeligt. Nogle gange føles det som om mennesker med stor aura overtager en stemning, som ikke nødvendigvis er særlig tiltalende. Jer, der ser UFC, ved hvordan det er blevet på det seneste – at Trump har sin egen entré ligesom atleterne, hvor alt fokus lander på ham. Lidt fascinerende, lidt komisk, kan jeg nogle gange synes – men måske virker det som om, han fylder lidt for meget. Med Federer er det det stik modsatte. Det er som om, han forsøger at være så usynlig som muligt, men det bliver alligevel det modsatte. Når han er der, handler det meste om ham. Ikke fordi han gør noget for, at det skal være sådan – men fordi han bare er, formentlig, den mest naturlige superhelt, der nogensinde har eksisteret i sport.

Så havde han dårlig baghånd, Federer. Men det kan vi tale om en anden gang.

Lidt mindre dramatisk i de andre kampe måske. Selvom det faktisk heller ikke var uden dramatik der.

Cobolli var rigtig god – præcis som han har været tidligere i græssæsonen – mod Cilic. Det var præcis det, der skulle til, for Cilic var også ganske god. Jævnbyrdigt hele vejen, og hvis Cilic havde taget tiebreaken i fjerde, havde det været 50/50 i femte – men det var alligevel retfærdigt, at Cobolli vandt. Han begynder at føles som en rigtig solid spiller, synes jeg. Han har også fået bedre fart i serven.

Sonego tog første sæt mod Shelton, men så var han, ærligt talt, ikke tæt på. Ikke spillemæssigt i hvert fald, selvom cifrene har en tendens til at blive tætte mod servekanoner. Han er god i slams, Shelton.

Dermed klart til kvartfinaler:

Jannik Sinner 🇮🇹 – Ben Shelton 🇺🇸
Flavio Cobolli 🇮🇹 – Novak Djokovic 🇷🇸
Taylor Fritz 🇺🇸 – Karen Khachanov 🇷🇺
Cameron Norrie 🇬🇧 – Carlos Alcaraz 🇪🇸

To i dag, to i morgen – og vi begynder selvfølgelig med at optakte dagens kampe og gemmer de andre til i morgen.

14:10
Taylor Fritz 🇺🇸 – Karen Khachanov 🇷🇺

Man glemmer hurtigt. Det gør jeg i hvert fald. Alcaraz var tæt på at ryge ud forleden, og Fritz var på vej ud mod GMP. Sinner kunne være røget i går. Djokovic kunne også være røget. Det der var en slags rekord i hvis og hvis – men det skal alligevel nævnes. Der har været nogle overraskelser i Wimbledon hidtil, men det kunne virkelig have været meget, meget mere.

Vinderen her kan regne med Alcaraz i semifinalen – ikke ligefrem en drømmelodtrækning måske – men for begge disse to er det nok ikke så vigtigt. En kvartfinale i en slam er godt. En semifinale ville være rigtig godt.

2-0 til Khachanov i indbyrdes opgør, men kampene er fra 2019 og 2020, så ikke specielt relevante. Dengang var han en bedre spiller end Fritz.

Og netop det tror jeg godt kan spille ind. For spillere som Fritz, der forbedrer sig markant i voksen alder, kan det nogle gange være en ulempe at møde jævnaldrende, som var bedre som unge. Khachanov er et år ældre end Fritz, så det hjælper lidt. Begge var gode som unge, men Khachanov var bedre i længere tid. Som sagt – jeg tror, det er en fordel for den spiller, der var bedst dengang, for så har man ikke respekt for den anden. Det er anderledes for ældre eller yngre spillere, der møder Fritz i dag – de har ikke det samme forhold til hans gamle niveau.

Så – Fritz er nummer fem i verden. Khachanov er nummer 20. Ranglisten lyver bestemt ikke, men man må alligevel notere, at Khachanov grundlæggende ikke er en meget dårligere spiller end Fritz. Fritz har forbedret sin stabilitet og effektivitet enormt de seneste år, men ser man på spillemæssige kvaliteter, så er der nærmest ingen forskel.

To store servere. Begge gode, når bolden er i spil også. Fritz lidt klogere, lidt mere effektiv – men jeg vil sige, at det er dagsformen, der afgør det. Fritz er lidt mere stabil i at holde sit niveau, og derfor bliver han favorit.

16:30
Carlos Alcaraz 🇪🇸 – Cameron Norrie 🇬🇧

Godt man fik skrevet meget om den første kamp, for her er der ikke meget at sige.

Jo, Alcaraz kan lave fejl. Men hvis det skal blive relevant, kræver det, at han møder en som Rublev, der i det mindste kan gøre noget. Norrie kan ikke gøre noget – han skal i princippet håbe, at Alcaraz selv smasher kampbolden ind for ham.

Ikke en spændende kamp. Der er for stor forskel i klasse.