Kvartfinalerne som planlagt – og nu begynder festen i Wimbledon

Eller var det måske lidt fest allerede i går? Hvis vi nu skal knytte an til overskriften. Jeg synes faktisk, det var lidt festligt, da Djokovic slog Cobolli. Festligt i den forstand, at det var en virkelig god kamp. Og Cobollis udvikling de seneste måneder er helt utrolig. Fra at være en arbejder i mængden på ATP-touren laver han nu ikke bare resultater som en topspiller, han spiller ikke bare som en topspiller – jeg synes også, han ligner en.

For én ting er at spille godt en stund. Vi kan tage Mensik som eksempel. Han vandt i Miami. Spillede godt, havde heldet med sig, alt klappede. Rigtig dygtig spiller, Mensik, og han spillede måske som en topspiller dér – men han så ikke ud som en. Føltes ikke som en. Det virkede som om, det hele bare kørte lidt på gefühl. Alt faldt på plads, og han fik det til at lykkes i en enkelt uge.

Cobolli er det modsatte, synes jeg.

Han har fået en helt anden fart i serven end tidligere, og grundslagene – der er ingen fejl. For mig ligner han en af verdens bedste spillere. Det har han bestemt ikke gjort før, men nu gør han det. Nu gælder det bare om, at han skal vænne sig til den her type kampe også. For jeg tror, det er en lille ulempe at spille en af sine første rigtig store kampe, som han gjorde i går. Der opstår situationer, hvor man bliver lidt lille, og sådan synes jeg, det blev for Cobolli. Det kunne mærkes, både på ham og på Djokovic, at han var uvant, og jeg tror, det påvirkede – måske især Djokovic, som virkede usædvanligt rolig under kampen, også når han var under pres. For jeg tror, han fornemmede det: at netop fordi Cobolli virkede lidt usikker på situationen, så voksede Djokovic. Djokovic havde kontrol, selv om det måske ikke så sådan ud på papiret.

Djokovic i semifinalen altså – og nu begynder det. Sinner imponerede i går mod Shelton, og der var ingen skade, præcis som jeg troede. Dermed er sandsynlighederne og oddsene genoprettet før semifinalerne. Alcaraz er storfavorit, fordi han har den lette semifinalemodstander og fordi han er bedst. Sinner er første udfordrer, og Djokovic er den tredje spiller med en reel chance.

Djokovic, for resten – han elsker jo det her, gør han ikke? Publikum er begyndt at heppe lidt, bare lidt, på ham, og det fungerer jo meget godt, det der med at have børnene med. Folk bliver charmeret af det. Og jeg tror, det er forklaringen på, at Djokovic har fået lidt puls i tennismæssig forstand igen. For man kan jo godt forstå det – det er ret sjovt at vise sine børn, at far faktisk stadig er ret god til tennis. For børn har lidt svært ved at forstå det der, hvis de ikke får det at se. Nu skal man tage sammenligningen for, hvad den er. Det er ikke helt normalt at sammenligne sig selv med Djokovic, men der skete noget ret sjovt for mig i sidste uge. En af mine sønner er begyndt at synes, at det er sjovt at spille bordtennis. For baggrunden – både jeg og min kone var blandt de bedste i Sverige i bordtennis, da vi var unge. Interessen dalede inden vi blev voksne, og det blev ikke til så meget med det der bordtennis. Nu er jeg mest lidt tyk i stedet og klart bedre til at se sport end til at dyrke den.

Men altså. Julle, min søn, der er begyndt at synes, bordtennis er lidt sjovt. Han har opsnappet, at jeg spillede bordtennis i mine unge år. Så da han havde spillet med en af sine fætre i denne uge, sagde han: “Far, det ville være sjovt, hvis du kunne møde ham – jeg tror, det ville blive en god kamp!”

Jeg elsker entusiasmen. Men der er jo noget charmerende ved, at børn nogle gange har lidt svært ved at forstå nuancer og niveauer. Jeg havde lidt lyst til at sige: “Julle, far var en af de bedste i Sverige, da han var ung. Den du mødte er ikke så god til bordtennis, og far kunne nok have vundet hundrede bolde i træk, hvis han ville.” Men det kan man jo ikke sige – for hvordan skulle lille Julle kunne vide det? Han har jo aldrig set far spille bordtennis.

Sidespor. Men jeg forstår godt, at Djokovic har fået lidt puls igen og synes, det er sjovt at vise børnene – nu hvor de er blevet lidt ældre – at det ikke bare er en gammel historie, det der med at han var ret god til tennis engang. Han får nu vist dem, hvordan det faktisk kan se ud. Selvom de måske ikke får set, hvordan det så ud, da far var fuldstændig ustoppelig og slog den gamle herre, der nu sidder på tilskuerrækken, ved at mobbe hans dårlige baghånd.

Semifinaler. I morgen. Alcaraz slår Fritz. Hvordan går det mellem Djokovic og Sinner? Det gemmer vi. I skal vel have en grund til at komme tilbage hertil i morgen, ikke?