Sinner mester i Wimbledon

I Franske Open holdt jeg på Sinner, hvis jeg ikke husker helt forkert. Alcaraz vandt, og jeg syntes, det var sjovt efter kampen.

I dag holdt jeg på Alcaraz, det husker jeg. Men Sinner vandt. Og her bagefter – jeg er meget tilfreds med det.

Hvad jeg holder med, er måske ikke så vigtigt. Det, der er mere interessant, synes jeg, er: Var den her kamp ikke egentlig meget lig finalen i Franske Open?

I Franske Open var Sinner klart bedst i starten, og det virkede mærkeligt, at han skulle lukke Alcaraz ind i kampen, som han gjorde. Men da han først havde gjort det, var der ingen tvivl. Så var Alcaraz utrolig god og virkede til sidst som en helt fair vinder.

I dag det samme, synes jeg, selvom det ikke nåede at gå lige så langt, før den overlegne spiller lukkede den anden ind.

For Sinner havde jo et break tidligt i første sæt. Men første sæt var en overkørsel. Alcaraz var ekstremt meget bedre, og det føltes som om, der ikke rigtigt var nogen vej tilbage for Sinner.

Men så må han skyde skylden på sig selv, Alcaraz. Han var ikke fokuseret i starten af andet sæt, Sinner fik et break, og så var Sinner klar til at begynde at spille godt. Men det var Alcaraz, der hjalp ham og gav ham chancen, præcis som Sinner gjorde i Franske Open.

Fra det øjeblik Sinner blev lukket ind, var han nærmest perfekt – så perfekt, som man kan være på græs. Niveauet i kampen var meget langt fra det, vi så i Franske Open, men det var helt forventet. Man kan ikke nå det samme spillemæssige niveau på græs. Det er umuligt. Jeg sidder og ser finalen i klub-VM lige nu, mens jeg skriver det her. Det ville da have været lidt overraskende, hvis man havde valgt at spille finalen på grus, ikke? I ved, sådan en hård overflade som os lidt ældre spillede på i foråret, før græsbanerne blev klar. Det kunne godt lade sig gøre at spille på, men det blev jo sjældent det helt store spil. Jeg kan virkelig godt lide græstennis. Jeg elsker græstennis. Jeg synes, det er meget underholdende – men man skal huske, at græs i bund og grund ikke er egnet til tennis. Ikke hvis man vil have spillet til at være så godt som muligt. Derfor var det umuligt, at dagens finale kunne være lige så god som den i Franske Open.

Sinner var perfekt fra det øjeblik han blev lukket ind, men jeg tror faktisk, at Alcaraz var ét point fra at vinde – han havde breakbold til 4-4 i fjerde sæt og havde bolden i spil, med lidt pres på Sinner. Hvis han havde vundet det point, havde han haft al verdens momentum, og alle spøgelser i hele verden var vendt tilbage i Sinners hoved. Samtidig tror jeg, at Alcaraz ville have leveret en nærmest perfekt afslutning, hvis han havde fået det point med sig. Men det gjorde han ikke. Han forsøgte at spille pointet perfekt, men det lykkedes ikke – og tro det eller ej: Ikke engang Alcaraz kan bestemme præcis, hvornår det er tid til at vinde et point. Nogle gange kan det føles sådan, men jeg synes, det er rart, at han ikke fik vendt den her også. Han fortjente at tabe på grund af sin sjuskede start på andet sæt. Nogle gange skal han også straffes for ikke at tage det alvorligt hele tiden.

Første store titel på andet underlag end hardcourt for Sinner.

Første store finalesejr over Alcaraz.

Jeg synes, det her var tiltrængt. Jeg synes, det er retfærdigt, at de her to deler titlerne lige nu. Så kan man bagefter mene, at det havde givet bedre mening, hvis Sinner havde vundet Franske Open og Alcaraz Wimbledon – men hvad betyder det? Og det er jo sjovere, hvis grænserne udviskes lidt. At det der pjat med, at Sinner skulle være så hardcourt-specialiseret, begynder at forsvinde. For det er han ikke. Hans spil er i bund og grund helt perfekt til at være lige god på alle underlag.

Afslutningsvis – og jeg tror, det er et godt tegn på kampene mellem dem – føltes det ikke som om Franske Open-finalen blev spillet i går, da man så Sinner havne i præcis samme situation igen? At han havde afgjort det, og bare skulle lukke butikken. Jeg synes næsten, man kunne se, at han genkendte det, og havde forberedt sig. At hvis han igen kom i samme situation som i Franske Open, så ville han skrue sit fokus op endnu mere – og jeg tror, det var det, der bragte ham over målstregen i dag. For som sagt: Man skal vide det – Alcaraz havde et comeback på vej i slutningen af fjerde sæt. Men Sinner var god nok til at stoppe ham.

Den der lever får se, siger man jo. Jeg håber, vi får lov at leve mange år endnu, mine venner. For jeg – og jeg tror også I – vil se mange flere finaler mellem de her to. Og tro mig, der kommer mange, mange, mange flere finaler mellem historiens to bedste tennisspillere. Hvor vi må være ærlige og sige, at vi ikke ved, hvem af dem der ender med at være den ubestridte konge om ti år. Det eneste vi ved, er, at det bliver en af dem.