Sådan tænker jeg om French Open

Mens jeg sidder og ser Zverev slide i Hamburg, kan jeg lige så godt benytte lejligheden til at skrive lidt om mine tanker forud for French Open. Lodtrækningen kommer jo i morgen, og når den først er ude, bliver fokus hurtigt lidt ensidigt. Det er måske ikke det, jeg synes er sjovest, men det er nødvendigt. Der findes stadig folk, der siger, at lodtrækningen ikke betyder noget – man skal jo slå alle alligevel. Jeg spekulerer på, om Kristian Karlsson fra det svenske bordtennislandshold ville være enig efter at have spillet en fremragende kamp i tredje runde af VM tidligere i dag, men alligevel blevet totalt udraderet af verdensetteren Lin Shidong. Med en anden lodtrækning kunne det måske have været en lidt sjovere turnering. Bare et enkelt irrelevant eksempel, men pointen er: lodtrækninger betyder enormt meget. French Open i år bliver ingen undtagelse. Selv om seedningen faktisk ser ud til at give en nogenlunde retfærdig lodtrækning.

Seedningen ser sådan her ud:

1, Jannik Sinner
2, Carlos Alcaraz
3, Alexander Zverev
4, Taylor Fritz
5, Jack Draper
6, Novak Djokovic
7, Casper Ruud
8, Lorenzo Musetti
9, Alex de Minaur
10, Holger Rune
11, Daniil Medvedev
12, Tommy Paul
13, Ben Shelton
14, Arthur Fils
15, Frances Tiafoe
16, Grigor Dimitrov
17, Andrey Rublev
18, Francisco Cerúndolo
19, Jakub Menšík
20, Stefanos Tsitsipas
21, Tomáš Macháč
22, Ugo Humbert
23, Sebastian Korda
24, Karen Khachanov
25, Alexei Popyrin
26, Alejandro Davidovich Fokina
27, Denis Shapovalov
28, Matteo Berrettini
29, Brandon Nakashima
30, Félix Auger-Aliassime
31, Hubert Hurkacz
32, Giovanni Mpetshi Perricard

Det er selvfølgelig vigtigt at være i top-4 og især top-8. Man kan argumentere for, at Fritz som fjerdesidede indebærer en vis risiko for skævhed. Men det modsatte gælder i top-8, hvor det faktum, at Ruud og Musetti lige sniger sig ind som kvartseedede, faktisk reducerer risikoen for uretfærdighed. Alt i alt en god seedning. Eller rettere – seedningen følger ranglisten, så den er jo per definition fair, men i år driller ranglisten i hvert fald ikke seedningen.

Hvor gemmer farerne sig så?

Berrettini, naturligvis. Selvom han snart skal til at vise noget igen, hvis man stadig skal tro på, at han er meget bedre end sin rangering. Jeg ville heller ikke være alt for ivrig efter at møde Cerundolo tidligt. Og det er selvfølgelig en stor forskel at få de Minaur, Rune eller Medvedev – i stedet for Tiafoe – i en ottendedelsfinale. Ikke fordi Tiafoe når så langt, men I forstår.

Det var seedningen. Men det var jo ikke det, vi skulle her. At remse data op – det kan AI’er klare i dag. At høre hvad jeg synes, det er der til gengæld ingen skide AI, der kan. Endnu. Den AI ville jeg gerne lægge hånden på. Måske snart. Hvem ved. Jeg siger altid nu om dage, at om et par år vil det ikke længere være det værste at stjæle nogens pommes frites eller slik – eller endda at begå et røveri. At slette hukommelsen på ens AI derimod – det ville være en total katastrofe.

Så, skal vi komme til sagen og snakke om French Open?

Kampen mellem Sinner og Alcaraz er naturligvis svær at komme udenom.

Jeg skrev et spilforslag for nogle måneder siden på, at Sinner skulle vinde. Oddset dengang var fantastisk. Det ville det stadig være. Men nu er det Alcaraz, der er klar favorit, og det synes jeg ikke er urimeligt efter kampen i Rom i søndags. Selv om jeg ikke nødvendigvis synes, han burde være så stor favorit, som han er.

Og Djokovic?

Han spiller i Genève i aften. Uden Murray. De er gået hver til sit. Nu er det den gamle doublespiller Dusan Vemic og nogle serbiske kammerater, der skal støtte Djokovic. Det tror jeg er godt for ham. Han har egentlig spillet bedst, når det bare har været hans venner omkring ham, uden nogen der roder for meget. Men at han skal være en faktor i French Open? Det tror jeg ikke på.

Zverev er ved at tabe til Muller i Hamburg. Det ser ikke godt ud. Han er virkelig ude af form. Så når man vurderer hans chancer, må man tage det med.

Jeg vender nok tilbage til Ruud og Musetti. De to ser jeg som outsiderne. Men som sagt, de er kun kvartseedede. Og jeg vil sige, at de næppe kan slå Sinner eller Alcaraz – medmindre de to laver fejl. Kort sagt: Ruud og/eller Musetti kan være der og stikke næsen frem, hvis chancen opstår, men de kan ikke presse sig frem alene.

Rom var den bedste turnering, jeg har set i mands minde. Eller ja, så langt tilbage som min hukommelse rækker. Jeg tror meget taler for, at French Open bliver den bedste Grand Slam-turnering i lang tid. Vi får se, om jeg får ret. Det plejer jeg jo at have.

Lodtrækning i morgen. Så kommer næste indlæg. Selvfølgelig.

Teksten er en oversættelse af Sveriges største tennisblog, som ligger på TVmatchen.nu, vamosrafa.se.