Ville det her virkelig være nok?

De fleste følger nok sociale medier på en eller anden måde, og har derfor sandsynligvis ikke misset, at Jannik Sinner og Carlos Alcaraz er i Cincinnati for at forberede sig til turneringen, der faktisk starter allerede i morgen. Jeg så et klip i går, hvor de talte om, hvad de havde lavet på det seneste, og Alcaraz fortalte, at han bare havde holdt fri hjemme i Spanien. Der var ikke så meget snak om skader, så at sige – han havde bare haft nogle fine sommeruger.

Hvilket jeg synes, man må unde ham.

For selvom jeg må indrømme, at jeg har været lidt fraværende under mastersturneringen i Toronto. Jeg har bare ikke været særligt oplagt. Jeg er stadig langt fra det. Så det kan måske spille ind. Men jeg stiller mig alligevel spørgsmålet: Det, der har været i Toronto indtil nu – havde det virkelig været nok, hvis det havde været det normale? Og her kan jeg også nævne det, der venter i dag fra Toronto. Semifinaler med start klokken et i nat. Og det er måske lidt sigende, at jeg skriver det her i stedet for en tekst om de kampe. For mit svar på spørgsmålet er, at jeg ikke tror, det havde været nok. Zverev, Khachanov, Fritz og Shelton – det havde ikke været nok til at opretholde tennissportens måske lidt overdrevne interesse, som har eksisteret i mange år. Vi feinschmeckere havde selvfølgelig stadig håbet, men måske ikke på samme niveau.

For mig bliver det i hvert fald meget tydeligt, hvor afhængig tennissporten er af enkelte spillere. Ikke bare for de kampe, de spiller. Jeg for eksempel – jeg synes sjældent, det er det sjoveste at se Alcaraz’ og Sinners kampe, når de spiller tidligt i turneringerne. Nogle gange ikke engang før de skal mødes. Man kan sidde og brokke sig over, at det ikke bliver rigtige kampe.

Men for mig – og jeg tror mange andre – handler sport egentlig, jeg vil ikke sige kun, men meget, om at have noget at se frem til.
Om det så er vanvittigt underholdende? Nogle gange, ikke altid. Det er forventningen, der er sagen.

I går, Malmös kamp i Champions League-kvalifikationen mod København. Hele dagen gik jeg med følelsen af, at der var noget sport om aftenen, jeg så frem til. Da det så var tid? Jeg sad nok med telefonen 80 % af kampen, nikkede hen 10 % og så ordentligt med 10 %. Det var skidekedeligt. Det kunne man have gættet på forhånd. Det var jo ikke Real Madrid og PSG, der skulle spille, så at sige. Men igen – det handler om at have noget at se frem til, eller narre sig selv, hvis man vil.

I dag er der ingen aften-idræt, man overhovedet kan narre sig selv til at glæde sig til, og det gør det lidt tungere.

Hvad gør man så?
Jo, man begynder at kigge frem i kalenderen og overbeviser sig mentalt om, at det her er den sidste uge, hvor det er lidt tyndt. Kigger man på næste uge, er onsdag stort set den sidste dag, hvor der ikke er noget fornuftigt fodbold at se. Og så kan vi jo glæde os til tennisturneringen i Cincinnati.

Nu til min pointe.
Når Alcaraz og Sinner er med i turneringer, så er der noget, der kilder, noget at glæde sig til – og så bliver alt andet også lidt mere interessant.

I Toronto – der havde man vidst på forhånd, at det bedste, man kunne håbe på, var Zverev mod Fritz i finalen. Den mulighed eksisterer stadig før semifinalerne i nat. Men er det nok til at holde den ultimative interesse oppe? Jeg vil sige nej.

Er der nogen pointe i det her?
Det kan der være, selvom jeg ikke synes, det egentlig er nødvendigt. For mig er det nok bare at konstatere, hvor meget interessen for sporten kredser om to spillere.

Men hvis man vil finde en pointe, så er det vel, at jeg i hvert fald synes, det er interessant at tænke over, hvordan sport er bygget op – og her vil jeg sige, at netop dette er en meget central og afgørende faktor.

Det koster jo ikke noget at glæde sig til noget, men i sidste ende er det netop det, der finansierer sport.

Dem, der glæder sig til at se deres eget hold i SHL – de køber abonnementer for at se kampene, billetter til hjemmekampe, og måske også lidt merchandise. Hvis de er mange, bliver virksomheder interesserede i at blive associeret med holdet – og så har vi, forenklet sagt, hele finansieringsmodellen for svensk sport.

Man kan, næsten i hvert fald, køre samme runde på international klubfodbold, selvom der gennem årene er kommet en ekstra parameter ind – nemlig private ejere med voldsomt mange penge, som ikke bekymrer sig så meget om, hvad det koster. Hvilket man de seneste år har forsøgt at bremse med fair play-regler, der forbyder for store underskud.

I tennissporten synes jeg, man generelt ikke rigtig vil acceptere det her.
Al interessen (lidt forenklet) kommer via Alcaraz og Sinner – måske også lidt Djokovic. Men alligevel snakker man konstant om, at ressourcerne skal fordeles mere til de dårlige spillere, som ingen interesserer sig for. Det synes jeg er mærkeligt – det ved I – så det behøver vi ikke tage igen. Men hvis man tilhører de 99 %, der synes, at dem, der ryger ud i første runde, skal have endnu mere i betaling – så kan man da i det mindste overveje, om man virkelig syntes, Toronto-turneringen var helt vildt fed.

Jeg læste i går, at spillerne i kvindernes EM fik 12 % af, hvad herrerne fik i deres seneste EM – i bonus og så videre. Jeg så også et interview med en af spillerne, som mente, at vejen op til ligeløn stadig var lang. Det er den jo.

Personligt fandt jeg et kæmpe engagement for kvinde-EM. Jeg syntes, det var vildt sjovt og endte med at se alle kampene. Man kunne også se på besøgstallene her på TVmatchen, at interessen var stor. Kort sagt: en succes.

Men lad os sige det sådan – det var jo ikke på niveau med herrernes EM. Ganger man med 10, eller sandsynligvis mere, får man det reelle interesse-niveau – fra mig, og folk generelt, hvis man kigger på tal. Tallet 10 er sikkert en kæmpe underdrivelse, men lad os være lidt forsigtige. For mig gør det det svært at tale om, at spillerne bør have samme betaling. For det er netop det – det er svært at trylle penge frem. Penge kommer af interesse.

Og der har vi det. Slutbemærkningen.
Jeg tror, tennis ville få det rigtig svært, hvis det her – med Zverev, Khachanov, Fritz og Shelton – var det nye normale.

Hvad tænker I?

Behøver man mene det samme som mig – at verden ser ud, som den gør, og at de fleste ting værdisættes efter det engagement, de skaber, og at man så må være tilfreds med de ressourcer, der følger med? Bestemt ikke.

Men må man mene sådan?
Jeg synes det.

Ligesom man bestemt må mene, at ligestilling og retfærdighed handler om at overføre ressourcer fra det, der skaber interesse, til det, der ikke gør – eller gør det i mindre grad.

Der findes ikke noget rigtigt eller forkert. Det er bare forskellige måder at mene noget på.

Og for at få en interessant diskussion, må man jo også kunne tale om, hvad konsekvensen bliver, hvis man vælger den ene eller anden vej.

Nu ville de jo aldrig gøre det, men tænk hvis Sinner og Alcaraz sagde, at de ville have en meget større del af kagen. Ellers laver de deres eget. Hvad ville man gøre så?

Det ville i hvert fald blive lidt problematisk at forsøge at klare sig uden dem.

Ligesom hvis de fem største klubber i hver europæisk liga sagde, at de ikke længere vil være med – hvilket jo faktisk var oppe for nogle år siden.

Ville ligaerne klare sig uden dem?
Måske ikke.

Eller også tænker man, at Premier League er så stærk, at folk alligevel sidder og ser Bournemouth mod West Ham, selv hvis storholdene ikke er med.

Eller at folk i længden vil se semifinaler mellem Fritz og Shelton.
Det kan man mene. Tro. Eller lade være.

Skal vi sige, det var det?

Og så slutter vi med at sige, at Cincinnati altså starter i morgen – og at jeg tror, den turnering kan blive noget helt andet end Toronto var. Hvilket ikke er usædvanligt. Toronto er stort set altid den dårligste af mastersturneringerne.

US Open? Starter 24. august. Det bliver også meget, meget spændende.
Djokovic, forresten – han er tilbage, forresten. Han kommer ikke til at spille nogen turnering mellem Wimbledon og US Open.