Finale i Tokyo efter en lidt mærkelig uge, hvor det kvalitetsmæssige, eller hvad man skal kalde det, ikke har fyldt så meget i forhold til, hvem der skal vinde turneringen. Der er kun én spiller på banen her i Tokyo. Carlos Alcaraz er totalt overlegen. Men Alcaraz har fået sig en lidt mærkelig vane, ikke noget unikt, spillere har gjort det før, men måske fordi han føler sig for overlegen, måske er der en anden grund, så er han, som det ser ud, aktivt begyndt at gøre det besværligt for sig selv i kampene. Det vil sige, han taber sæt, han sørger for, at sæt bliver tætte, så kampene bliver tætte. Selv om han, hvis han gik for fuldt, kunne have vundet dem enkelt. Gårsdagens semifinale mod landsmanden Jaume Munar var endnu et eksempel. Alcaraz, som er på et helt andet niveau og ville kunne besejre Munar uden at tabe særlig mange partier, tabte første sæt, og det utrænede øje kunne så få den idé, at det var en lige kamp, men da Alcaraz senere lige trykkede lidt på speederen, var det ikke længere lige, så at sige.
Nu er der lidt stærkere modstand her i finalen i form af tjekken Jiri Lehecka, men hvis man skal være helt ærlig. Hvis Alcaraz virkelig kæmper her, så kan han næsten ikke tabe et sæt. Så meget bedre er han, men igen, det har ikke været nogen selvfølge for ham i denne turnering eller for den sags skyld i løbet af det seneste år.